29.05.2010

2.v i Rumænien

Endnu en gang skulle elever fra 2.v på Comenius tur. Denne gang gik turen til Sibiu i Rumænien.

Turen startede problemfrit i Århus lufthavnen søndag den 9., hvor alle mødte morgenfriske op til at starte på projektet. Vi ramte først København og senere München, men her skulle rejsen allerede møde forhindringer. Lige inden flyet til Sibiu gik, blev det aflyst – grunden var askeskyen! På dette tidspunkt var klokken 14.00. Alle flyvere i München lufthavn blev aflyst, hvilket medførte et voldsomt kaos og kamp om nye billetter til et fly som forhåbentligt skulle flyve mandag. Vi skulle nu have vores bagage og dette kom til at blive noget af en udfordring. Vi fik vores bagage, efter rigtig, rigtig mange timer i lufthaven (kl. 22).
Dagen efter (mandag) fløj flyene igen og vi kom, med noget stress, til Sibiu. I byen blev vi modtaget af de rumænske studerende, som havde ventet på os. Vi startede med en byrundtur, hvor vi fik forklaret byens historie og kultur. Derefter tog vi hjem til de studerende vi skulle bo ved. De slidte boliger og de hjemløse hunde, der rodede i skraldet afslørede straks, at Rumænien er et fattigt land i forhold til Danmark. Dog var familierne gæstfri og meget imødekommende overfor os, og selvom ingen af dem var specielt gode til engelsk, var den private indkvartering god.
Tirsdag var den første rigtige dag i projektet. Vi skulle i skole kl. 9.00, hvor vi startede ud med en matematik. Os danske elever skulle hjælpe de rumænske, tyrkiske og estiske elever med at lave en chi i anden test i Excel – en lille smule udfordrende for dem med det danske program, men vi fandt ud af det hen ad vejen. Senere på dagen evaluerede vi de forrige Comenius projekter, snakkede om skolesystemer og rettigheder i de forskellige lande. Vi fik et projekt hvor vi skulle udtrykke menneskerettigheder gennem billeder. Vi skulle lave en fremlæggelse om fredagen.
Onsdag gik turen ud til de rumænske bjerge, hvor vi tog en lift op på bjerget. På bjerget var der sne og koldt, men der var en flot udsigt, og vi så en hel anden smuk del af Rumænien på turen. Oppe på bjerget gik vi en lille tur, fik en kop kakao og tog atter liften ned. Derefter tog vi hen på en ørred farm, hvor vi spiste frokost og fik en rundvisning.  
Torsdag stod vi op til flere matematiktimer, og den dag gik det lidt lettere med at få eleverne til at forstå undervisningen. Vi fik også lov til at arbejde på vores kreative projekt – en lettere udfordrende opgave. Man kunne mærke på rumænerne, at de ikke var vant til at få så frie rammer til daglig, og de havde svært ved at finde et fokus og gik på samme tid meget op i at få lavet det bedste projekt. Efter skoledagen sluttede mødtes vi igen alle sammen om aftenen på et lokalt diskotek i Sibiu. Aftenen var sjov, og vi blev rystet godt sammen efter byturen.
Fredag morgen fik vi til at lave projekterne færdige, og alle var godt trætte efter den lange aften dagen forinden, men vi havde det hyggeligt og vi fik også fremlagt projekterne med succes. Efter fremlæggelserne blev der kåret en vinder, og Henrik fortalte lidt om hele projektets udfald, som vi herefter evaluerede hvert land for sig. Her fandt os fra Danmark frem til at vi var positivt overraskede over rumænernes store engagement, og at vi nok kunne have brugt lidt af det i Danmark. Vi snakkede også om, at det faglige udbytte nok ikke var stort, men at det heller ikke var det, der var vigtigt eller interessant ved et Comenius projekt. Det interessante ved projektet var helt klart mødet med andre unge fra forskellige kulturer. Det var mange tydelige forskelle på især skolesystemerne og hele mentaliteten omkring skolen fra land til land, men vi opdagede også mange ligheder landene i mellem, og vi var enige om, at det i sig selv var meget lærerigt. Efter evalueringen var det tid til frokost og derefter sport i skolen hal – både volleyball og basket. Herefter gik tilbage til klassen og spiste præmien til vinder projektet, som Heidi og Henrik havde stået for – en dansk lagkage.

Resten af fredag eftermiddag blev brugt på lidt afslapning, indkvartering på hotellet og også en kort tur i et rumænsk center, og om aftenen stod den på endnu en bytur på et nyt diskotek. Aftenen sluttede dog ikke så sent for os den dag, og vi fik her sagt farvel til de rumænere, som vi ikke skulle mødes med igen.
Lørdag tilbragte vi lidt dansk kvalitetstid, hvor vi alle sammen tog i spa og badede i saltvand og fik massage – en knap så dyr fornøjelse i Rumænien. Efter dejlig afslappende eftermiddag to vi alle fem ud at spise om aftenen, hvor vi, Katrine, Sigurd og Camilla, bagefter mødtes med vores værter og et par stykker af de andre rumæner til bowling. Da vi var færdige der, tog vi afsked med alle undtagen Mihai, som mødte os i lufthavnen dagen efter før en problemfri rejse hjem til Århus.
Alt i alt havde vi en uge med ’spændende’ madoplevelser (bl.a. gratineret pasta med sukker og kålruller), og det var interessant at se et land som Rumænien, der er meget anderledes end Danmark. Vi mødte nogle søde mennesker, og vi var alle enige om, at projektet var vel overstået.  

 Se fotogalleri fra turen

Camilla 2.v.