Dansetimer på ”Tasuba”, Bagamoyo Art Center

Lørdag d. 19. januar ankom vi til Tasuba danseskole. Her skulle vi lære at danse på rigtig afrikansk vis med levende trommespil og sang. Vi blev delt op i to hold af instruktøren, hvorefter vi startede på at lære dansen. Instruktøren lærte os sangen vi skulle danse til. Derefter satte vi langsomt trin på og dermed lærte vi langsomt dansen. Stemningen var god og humøret i top, da alle var glade og spændte på at lære noget nyt. Sveden dryppede af os alle, da temperaturen i samspil med tempoet, som instruktøren satte, var utrolig høj. På trods af en sjov og underholdende dans, skulle koncentrationen stadig være høj, så man ikke endte med at ligne en europæisk idiot, der forgæves forsøgte at følge trop med instruktørens elegante og blide bevægelser på scenen. Men takket være live trommespil, hvilket gjorde dansen mere livagtig, var det lettere at falde ind i dansens takt. Og til trods for de mange udfordringer som instruktøren stillede os, lykkedes det os til sidst at lære dansen nogenlunde og det endte sågar i, at flere mødte op for at se os danse på rigtig afrikansk vis. Alt i alt var det en sjov og lærerig dag.

Skafte, Nicolai